Forrige Emne

Resume af Kapitel 6 – Blod

Blodet har en lang række funktioner:

  • Åndedrætsfunktion
  • Næringsstofforsyning
  • Hormontransport
  • Temperaturregulering
  • Regulering af syre-base-balancen
  • Regulering af væskebalancen
  • Deltager i kroppens forsvar
  • Mandens rejsning

Blodets bestanddele

Plasma:

  • Proteiner (albumin, globulin, fibrinogen m.fl.)
  • Vand
  • Andre stoffer (næringsstoffer, vitaminer, mineraler, gasarter, hormoner, affaldsstoffer, salte og sporstoffer)

Blodlegemer:

  • Blodplader
  • Hvide blodlegemer (neutrofile, eosinofile og basofile granulocytter, lymfocytter og monocytter)
  • Røde blodlegemer

De røde blodlegemer – Erythrocytterne

Erythrocytter er bikonkave, 7 my i diameter og uden cellekerne. De indeholder hæmoglobin, som er opbygget omkring et jern-atom. Det er her deres iltbærende evne skal findes. Yderligere skal bruges B12-vitamin og folinsyre for at producere dem. Hæmoglobin indeholder blandt andet aminosyren histidin, som er væsentlig for blodets buffereffekt.

Erythrocytterne produceres i den røde knoglemarv under påvirkning af erythropoietin (EPO), et hormon dannet i nyrerne. Erythrocytterne lever i ca 120 dage i blodbanen hvorefter de fagocyteres i milt, lever og knoglemarv.

Blodplader (thrombocytter):

250.000 pr mikroliter blod. Dannes af en megakaryocyt, der afsnører små stykker cytoplasma omgivet af cellemembran.

Koagulation:

Opnås via koagulationskaskaden. Tre faser.

  • Første fase: Thrombocytterne klumper sig sammen omkring skadesstedet
  • Anden fase: Thrombocytter tømmer sig, hvilket gør dem mere klistrede og tilkalder flere thrombocytter
  • Tredje fase: Selve koagulationskaskaden aktiveres via thromboplastin (faktor III), slutresultatet er fibrinogen der omdannes til fibrin.

Blodets buffereffekt

Et system, som sikrer at blodets pH-værdi på 7,4 bliver opretholdt.

Buffereffekten opnås ved hjælp af:

  • Plasmaproteinerne som har evne til at optage/afgive hydrogenioner
  • Hæmoglobin som har evne til at optage/afgive hydrogenioner pga. indeholdet af histidin
  • Bufferligningen, hvor bikarbonat og hydrogen kan omdannes til vand og kuldioxid og omvendt.

Det parakapillære kredsløb

Måden hvorpå stofudvekslingen foregår i kapillærerne. Drives via diffusion (nettotransport af et stof fra høj koncentration til lav koncentration) og osmose (diffusion af vand fra høj vandkoncentration til lav vandkoncentration).

I kapillæret løber blodet ind med et hydrostatisk tryk rettet fra kapillæret mod vævet på 30 mm Hg. Det modsatrettede tryk er det kolloidosmotiske tryk, som er konstant og skyldes mængden af proteiner i intercellulærrummet sammenholdt med mængden af proteiner i blodet i kapillæret. Det giver et samlet tryk ind i vævet på 10 mm Hg som sammen med diffusionskræfterne driver nettotransporten af ilt og næring ind i vævet. Sidst i kapillæren er blodtrykket (det hydrostatiske tryk) faldet til 10 mm Hg, mens det kolloidosmotiske tryk fortsat er på 20 mm Hg. Vi har nu et nettotryk fra intercellulærrummet og ud i kapillæren på 10 mm Hg. Sammen med diffusionskræfterne vil dette nettotryk drive transporten af CO2 og affaldsstoffer tilbage til blodet i kapillæret.

Fokuspunkter

Blodets funktioner i detaljer

Blodets bestanddele

Røde blodlegemer – karakteristika, produktion, funktion og destruktion

Blodplader – karakteristika, produktion, funktion samt koagulation

Blodets buffereffekt

Det parakapillære kredsløb inkl. definitioner på diffusion og osmose