Forrige Lektion

Resume af Kapitel 2 – Væv

Definitionen på væv

En gruppe ensartede celler med samme funktion

Definitionen på et organ

En samling specifikke væv med tilhørende støttevæv (bindevæv), blodkar og nerver

Vævets grundlæggende opbygning handler både om cellernes variation, men også intercellulærsubstansens variation.

Hovedgrupper af væv

  • Epitelvæv
  • Støttevæv
  • Muskelvæv
  • Nervevæv
  • Blodet og det blodcelledannende væv
  • Kønscelledannende væv

Epitelvæv

To hovedgrupper af epitelvæv: Kirtelepitel og overfladeepitel.

Overfladeepitel

De yderste celler vender ud mod overfladen. Findes altså blandt andet på hud og slimhinder. Afhængigt af hvor cellerne findes har deres overlade forskelligt ‘udstyr’.

Mikrovilli er mange små udposninger på overfladen af cellen, som sørger for at øger overfladearealet på cellen. Denne funktion er meget nyttig i opsugende væv, fx i tyndtarmen, hvor så meget næring som muligt skal optages hurtigst muligt.

Crusta er en slags skorpe, som beskytter cellerne nedenunder. Findes i urinvejsepitel, hvor den sure urin ellers ville ødelægge cellerne nedenunder.

Kinocilier er en slags flageller med piskefunktion. De sørger for at transporterer affaldsstoffer op af respirationssystemet, hvor små partikler ellers ville ophobes. Findes også i æggelederne hvor kinociliernes bevægelser transporterer ægget mod livmoderen hvor det kan sætte sig fast efter en befrugtning, eller skylles ud med menstruationsblodet.

Overfladeepitelerne inddeles på forskellig vis afhængig af hvordan cellerne er stillet, hvilken slags overflade de har og hvad de skal bruges til.

  • Enlaget pladeepitel
  • Flerlaget pladeepitel
  • Enlaget cylindrisk epitel
  • Flerradet cylindrisk epitel
  • Overgangsepitel

Kirtelepitel

Kirtler kan have en endokrin funktion, hvor kirtlens sekret udskilles til blodbanen, de kan have en eksokrin funktion, hvor sekretet udskilles til kroppens overflade eller der kan være tale om en bægercelle, som er en celle der udskiller sit sekret til epitelets overflade.

Muskelvæv

Muskler handler om bevægelse. Det er musklerne, der sørger for at legemet kan bevæge sig. Både indvendigt og udvendigt. Vi inddeler muskulaturen i flere forskellige typer.

Bevidst styret muskelvæv kalder vi også tværstribet skeletmuskulatur, og omhandler de muskler vi kan bevæge med vores vilje – altså de muskler som er hæftet på skelettet og dermed får kroppen til at bevæge sig rundt i sine omgivelser.

Ubevidst styret muskelvæv dækker over to typer, nemlig glat muskelvæv og hjertemuskelvæv. Den glatte muskulatur ligger omkring alle indre organer, og sørger for den bevægelse der skal til der, for at organerne fungerer. Disse muskler ligger blandt andet omkring tarmene, hvor de er ansvarlige for de peristaltiske bevægelser, som fordrer madens bevægelse igennem tarmsystemet og omkring alle arterierne, hvor de er ansvarlige for regulering af blodtrykket.

Tværstribet muskelvæv

Skeletmuskulatur ser tværstribet ud, når man kigger på den, deraf navnet. Dette udseende skyldes opbygningen af de fibre som udgør musklen. Når vi ser på hele musklen (fx musculus brachioradialis), er den omgivet af en muskelskede, også kaldes en fascie. Denne hæfter på skelettet med sener, en sene i hver ende. Inde i fascien finder vi selve muskelvævet. Det er opbygget af mange bundter af tværstribede muskelceller. Den tværstribede muskelcelle er det der udgør selve musklen. Den er lang og trådet, og kaldes en muskelfiber. I nogle tilfælde er den enkelte muskelcelle så lang, at den bevæger sig hele vejen igennem en muskel, fra sene til sene. En muskelcelle har mange cellekerner.

Muskelcellerne er opbygget af fibriller, som igen er opbygget af sarkomerer. Sarkomerer er den aktive del af muskelcellen. En sarkomer er opbygget af filamenter, nogle tynde og nogle tykke. Disse filamenter hedder aktin (tynde filamenter) og myosin (tykke filamenter). Når de glider ind imellem hinanden, forkortes musklen og der fremkaldes derved bevægelse. Denne proces er meget energikrævende. Vi finder derfor en del glykogenreserver samt mange mitokondrier i muskelcellerne. Mitokondrierne ligger tæt ved overfladen af muskelcellen, og tæt ved overfladen løber et lille kapillær som sørger for at ilt og næringsstoffer leveres til muskelcellen.

Bevægelsen trigges af et nervesignal som sendes via en motorisk nerve til den motoriske endeplade. Her fungerer acetylkolin som transmitterstof, og stimulerer derved muskelcellen.

For at mitokondrierne kan producere ATP til bevægelsen, skal de bruge ilt og næring (glukose). Under normale omstændigheder leveres dette i passende mængder af kapillæren, der løber tæt forbi. Men yder vi en stor fysisk indsats, kan der opstå knaphed på enten ilt eller glukose.

Slipper mængden af ilt op (anaerob tilstand), har musklen en reserve i form af myoglobin, som er et molekyle oplagret i musklen. Dette kan omsættes til ilt og udnyttes af mitokondrierne.

Slipper mængden af glukose op, har musklerne som tidligere nævnt en glykogenreserve parat som kan anvendes. Der kan også omsættes fedtstof, som kan udnyttes af mitokondrierne.

Er både ilt og glukose sluppet op, kan glykogenreserverne omsættes anaerobt uden om mitokondrierne.

Musklerne har to typer muskelfibre. De udholdende, langsomme røde fibre, som fungerer optimalt under aerobe forhold, og de hurtige, hvide fibre, som er specialiserede i anaerob omsætning.

Glat muskelvæv

Glat muskulatur bruger samme taktik som den tværstribede muskulatur, i forhold til brugen af aktin og myosin. Den er dog langt mere uordentligt lejret. Dette betyder blandt andet at den glatte muskulatur har en større spændvidde end den tværstribede, samt at den har langt større udholdenhed.

Den glatte muskulatur har dobbelt nerveforsyning og reguleres at det autonome nervesystem. Al den glatte muskulatur har en dobbelt nerveforsyning og er således koblet både til sympatikus og parasympatikus.

Hjertemuskelvæv

Hjertemuskulaturen har som de andre typer muskelvæv sit eget særpræg. Den ser tværstribet ud, på samme måde som skeletmuskulaturen, og her helt særlig idet den besidder evnen til spontan aktivitet. Den kan altså kontraheres uden først at have modtaget en nerveimpuls. Hjertemuskelcellerne er koblet på det autonome nervesystem med dobbelt nerveforsyning som den glatte muskulatur, og modtager under normale omstændigheder information om aktivitet via nervesystemet. Signalet til hjertet reguleres via sinusknuden, som er en gruppe celler, der bestemmer hastigheden af hjerterytmen.

Støttevævet

Støttevæv er de væv som sørger for at holde mennesket oprejst og på en rimelig konstant form. Begrebet støttevæv dækker over tre grundtyper, nemlig bindevæv, bruskvæv og knoglevæv.

Støttevævene er generelt karakteriseret ved at have en stor mængde intercellulærsubstans og få celler. Det der derfor indholdet i intercellulærsubstansen, som afgør vævets beskaffenhed.

Bindevæv

  • Grundsubstans: Hyaluronsyre
  • Tråde: Elastiske eller kollagene
  • Celler: Fibrocytter og fibroblaster

Intercellulærsubstansen i bindevæv er halvflydende og geléagtigt. Bindevævet inddeles i fast bindevæv og løst bindevæv.

Fast bindevæv indeholder mange, seje kollagene fibre, og findes typisk i ledbånd og sener.

Løst bindevæv indeholder både elastiske og kollagene fibre, som ligger lejret på kryds og tværs. Findes under alle epitelvæv i hud og slimhinder, og har til opgave at ernære det karløse væv. Løst bindevæv indeholder kar, nerver, fedtceller, makrofager, antistofdannende celler og pigmentceller.

Bruskvæv

  • Grundsubstans: kondromukoid
  • Tråde: elastiske og kollagene
  • Celler: kondrocytter

Hyalin brusk har få tråde, og ser derfor blåt og glasagtigt ud. Findes som ribbensbrusk, bruskringe i strube, luftrør og bronkier samt i næsebrusk og på ledflader.

Elastisk brusk indeholder primært elastiske tråde. Findes i ørebrusk og strubelåg.

Fibrøs brusk indeholder bundter af kollagene tråde, hvilket giver en sej konsistens. Findes især i diskus mellem ryghvirvlerne.

Knoglevæv

  • Grundsubstans: calcium og fosfor
  • Tråde: ingen
  • Celler: osteocytter, osteoblaster og osteoklaster

Karakteriseres ved stor fasthed. Der skelnes mellem to typer, substantia compacta og substantia spongiosa, som fortæller om fastheden af knoglevævet. Substantia compacta er meget fast, hvor substantia spongiosa er opbygget af lameller. Knoglen er dækket af periost – benhinden, som leverer nerveforsyningen til knoglen. I midten af knoglevævet ligger den røde knoglemarv.

Fokuspunkter:

Definitioner af væv og organer.

Hovedgrupper af væv:

  • Epitelvæv
  • Støttevæv
  • Muskelvæv
  • Nervevæv
  • Blodet og det blodcelledannende væv
  • Kønscelledannende væv

Epitelvæv:

  • Overfladeepitel, herunder de forskellige typer af overflade (mikrovilli, crusta, kinocilier) samt inddelingen af overfladeepitelvæv (enlaget pladeepitel, flerlaget pladeepitel, enlaget cylindrisk epitel, flerradet cylindrisk epitel og overgangsepitel)
  • Kirtelepitel, herunder endokrine kirtler, eksokrine kirtler og bægerceller

Muskelvæv:

  • Tværstribet muskulatur
  • Hjertemuskulatur
  • Glat muskulatur

Støttevæv:

  • Bindevæv
  • Bruskvæv
  • Knoglevæv